AnisKage med CitronFromage

Viser opslag med etiketten Chokoladekager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Chokoladekager. Vis alle opslag

torsdag den 9. maj 2013

Romkugler til Mors Dag og alle andre dage



Nu er det snart Mors Dag, og i stedet for at komme med de obligatoriske blomster, kunne man jo begave sin mor (eller sig selv) med kage.

Romkugler er på alle måder nemme at lave, fordi de som udgangspunkt laves af kagerester, hvorfor det samtidig er en god Stop Spild af Mad opskrift. Jeg gør nemlig altid det, at jeg fryser kanter og andet spild ned, når jeg skærer kagebunde og andre kager pænt til. Det samme sker, hvis jeg en sjælden gang har kage til overs. Der vil således være forskel på de kagerester, man ligger inde med. Til denne portion har jeg brugt en fugtig og kraftig chokoladekage, så på den måde skal man altid justere opskriften efter, hvor meget smag og fugt, der er i det kage, man benytter. Man vil gerne ende med en masse, der smager sødt, tydeligt af chokolade, balanceret af noget syrligt, og den må ikke være for tør eller for klistret.

Jeg bruger:
• Chokoladekage
• Kakaopulver
• Hindbærmarmelade
• Smeltet mørk chokolade
• Mørk rom
• Krymmel

Kagen køres til krummer i foodprocessoren, og de andre ingredienser tilsættes, men man holder igen med marmeladen. Så kører man massen igen, til den er ensartet og lige præcis fast nok til at trille kugler af uden at klistre. Hvis det er for tørt og smuldret, tilsættes forsigtigt lidt mere marmelade, og massen køres igen.

onsdag den 27. marts 2013

PåskeKage Med Mango





Her er årets påskekage bestående af mangomousse på en bund af chokoladegenoise med Valrhona Alpaco. Den er pyntet med chantilly fløde og små fondantblomster i varme gule nuancer.

onsdag den 27. februar 2013

Opvarmning til Chokoladefestival: Chokoladekage fyldt med Water Ganache



Det er ret fantastisk at have fødselsdag og Chokoladefestival i samme uge, og selvfølgelig varmer jeg op til festivalen med chokolade i flere udgaver!

Jeg faldt over nogle nysselige forme i et supermarked forleden og kunne naturligvis ikke lade dem stå. Gå aldrig ned på udstyr.. Under den device er der derfor uhyre meget køkkengrej på min ønskeseddel. Skide være med at jeg skal spille Tetris med sagerne, når de skal have plads i skabene.. ind skal de nok komme. Organisering og puslespil er en af mine spidskompetencer.

Kagen er lavet efter en af mine yndlings opskrifter fra min gamle Claus Meyer bog "Chokolade". Den har en perfekt balance af luftighed, fugtighed og intens chokoladesmag. I den særlige anledning har jeg anvendt min absolutte favorit Manjari fra Valrhona. Den er lavet udelukkende på den sjældne Criollo bønne og har en fabelagtig bittersyrlig balance med noter af røde bær. Jeg har valgt at komplimentere dette ved at toppe kagen med en water ganache, hvor jeg koger vandet op med hindbær, brombær og lidt rørsukker. Det giver efter min mening en kage, der er skønt balanceret selv om det er chokolade med mere chokolade på - smagsoplevelsen bliver ikke så vammel, som den kan være i den slags tunge kager, fordi ganachen er ret syrlig.

Opskriften på kagen hedder Chokoladekage a la Claus Meyer og ligger under fanen "Opskrifter" øverst på siden. Denne er smagt til med vanilje og min hjemmelavede brombærsnaps i stedet for Dooleys. Ganachen er lavet i vægtforholdet 1:1 (100 g vand til 100 g chokolade) hvor chokoladen nænsomt smeltes og meget langsomt tilsættes kogende vand i små portioner, mens man rører massen ensartet mellem hver portion vand.

søndag den 24. februar 2013

Glæder mig som en gal til Chokoladefestival!

Nu er der ikke lang tid til dette års Chokoladefestival, og jeg glæder mig som kun en chokoman kan glæde sig! Hvis du er glad for chokolade og er i nærheden af København d. 2. og 3. marts, så gør dig selv den tjeneste at tage på festival :-)
Så meget chokolade på et sted og en masse engagerede mennesker at tale med. Jeg glæder mig til at gense nogle af mine sjællandske venner og bekendte, og i år deler jeg oplevelsen med min nære veninde Johanne. Hun tager altid chokolade med hjem til mig fra sine rejser, og jeg kender ingen, jeg hellere ville dele et godt stykke chokolade med. Derfor skal hun være min højre gane på turen gennem festivalen, så vi kan diskutere alle indtrykkene og de mange forskellige chokolader. Det munder forhåbentlig ud i et godt blogindlæg når jeg kommer hjem igen.

Kagen på billedet er min choko'nan kage smagt til med kardemomme (ja den faldt sammen). Den er lagt sammen med en kogt kagecreme med Valrhona Caraque og et skud espresso (Farm Mountain Deep Cave Espresso). Jeg havde den med, da vi skulle hente denne lille skid.



Han hedder Kaiser og er en cremefarvet British Shorthair killing. Desværre døde min højt elskede O'Malley alt alt for tidligt og meget pludseligt af en blodprop i januar. Skæbnen ville så, at vores opdrætter tilfældigvis havde killinger, og da jeg har rund fødselsdag lige om lidt, besluttede min søde kæreste at forære mig en ny kat. Så nu er vi og vores hunkat Umbra ved at lære ham her at kende. Han er en fantastisk charmetrold med krudt i røven.

torsdag den 8. november 2012

ChokoladeKage med Marcipan og Amarena Kirsebær





Hvis du mangler noget sødt til kaffen efter anden Mortens Aften, så server en luftig chokoladekage med marcipanstykker og saftige amarena kirsebær i :-)
Den er super hurtig at bikse sammen og holder sig fint i flere dage.. og så går den fantastisk til morgenmad også!

Jeg kreerede den forleden dag, fordi jeg skulle besøge Malou, og jeg ved, at hun er glad for kirsebær. De passer super med marcipan, og så var der ikke langt til hakkede mandler som drys.

Ingredienser til en høj kage på Ø16cm:
100 g. hvedemel
20 g. kakao
140 g. sukker
1½ tsk. bagepulver
40 g. stuetempereret smør
1¼ dl. mælk
1 æg
Vanilje fra en stang
ca. 50 g. rå marcipan hakket i tern
ca. 15 amarena kirsebær
Evt. en håndfuld hakkede mandler

• Gør en form klar og tænd ovnen på 170°
•vej de tørre ingredienser af i en skål sammen og gnid smørret ud deri til det er som fine krummer. Det kan også gøres på røremaskine.
• pisk æg og mælk sammen og rør det i mel-smørblandingen lidt af gangen til dejen er jævn.
•Stop med at røre lige så snart dejen er ensartet, vend marcipanstykkerne i og hæld den i formen.
• fordel kirsebærrene jævt på kagen, dut dem let ned med en finger og kom evt. hakkede mandler på toppen.
• bag kagen i ca. 40 minutter

tirsdag den 6. november 2012

AnisChokoladeKage Med CitronFromage 0.2





Forleden skulle jeg tage afsked med min arbejdsplads gennem 2½ år, og det skulle naturligvis foregå med stil =  kage!
Jeg valgte at lave en kage, der præsenterer sig flot uden for mange dikkedarer med pynt, for jeg havde ualmindeligt travlt med at få afsluttet alle mine arbejdsopgaver og der var ikke ret meget overskud til at nusse med avanceret pynt.
Derfor bagte jeg min AnisChokoladeKage med CitronFromage i en lidt mildere udgave uden citronskal i fromagen og med lidt mindre citronsaft. Jeg lavede 1½ gang opskriften og bagte kagen i en stor justerbar bageform foret med bagepapir. Da kagen var helt kold, gjorde jeg formen ren og satte den ned over kagen igen, hvorpå jeg hældte fromagen over og kom kagen på køl.

Dagen efter skulle kagen bare drysses med kakao, duttes med flødeskum og have påsat nogle sukkerblomster, som jeg lavede for længe siden og gemte i en kagedåse.. nemt!

Det er nok en af mine yndlingskager, for den dejligt diskrete smag af anis giver en skøn dybde til chokoladesmagen og komplimenterer den friske, syrlige citronfromage godt.

lørdag den 12. maj 2012

AnisChokoladeKage med CitronFromage







Det her er en heftig satan af en chokoladekage!! -den blev serveret på bloggens 1års fødselsdag i tirsdags.

Jeg brugte en hel del tid den dag efter arbejde på at læse alle de gode forslag igennem, som mange af Jer havde sendt ifm. fødselsdagskonkurrencen. Der var rigtig mange gode, og det var desuden rigtig dejligt at få kommentarer fra mange, jeg ikke har hørt fra før på bloggen. Efter en masse noter og en prioriteret liste, fik jeg valgt vinderne. Jeg endte faktisk med selv at købe lidt ekstra chokolade for at kunne udlodde nogle ekstra præmier.
Dagen var også en god lejlighed til at gøre lidt status over bloggens første leveår, hvor der har været en meget stabil, kontinuerlig stigning i besøg. Det har vist sig at være en rigtig dejlig måde at dele min hobby med omverdenen på. Jeg har lært en flok fantastiske mennesker at kende, hvoraf nogle bekendtskaber er fortsat ind i en real-life kontekst. Jeg har fået ny viden fra andre bloggere og mine egne læsere. Min bedre halvdel bruger sågar min blog med jævne mellemrum, når han skal vise sine kunder, hvad man bruge nogle af de mange køkkenapparater til -han sælger hårde hvidevarer :-) Og siden bloggen startede har kagen Brooklyn Blackout suverænt ligget på førstepladsen som den kage på bloggen med flest sidevisninger tæt efterfulgt af Fødselsdags Flødeskums ChokoladeLagkage.. det er jo ret skønt at de to smumsede chokoladekager bliver ved med at være så populære ;-)

Selv om jeg var temmelig træt den dag, var det en hyggelig og afslappet eftermiddag med kagespisning og hyggesnak i sofaen, og jeg kan ikke forestille mig en bedre må at fejre dagen på. Det var første gang, jeg havde besøg af Malou, og timerne fløj afsted som bare fanden.
Jeg havde for en sjælden gangs skyld bagt kage udelukkende til mig selv (og Malou), så jeg havde valgte at sammensætte kagen efter, hvad jeg selv havde lyst til. Det sker ikke ofte, da jeg altid spørger ind til, hvad gæsterne eller fødselaren kan lide og desuden altid tager højde for, at de færreste er helt så hardcore til at spise intense, tætte chokoladekager, som jeg er. Langt de fleste mennesker er mest begejstrede for de luftige og lette kager, jeg bager, hvor jeg har fokus på en fin balance mellem det søde/syrlige og det snaskede/luftige. Majoriteten af mine kager er således ikke overvældende fløde-fede og sukker-søde i fyldet eller smør-tunge i kagen.
...denne kage er sød, fed og kraftig, og den er hverken let eller luftig med undtagelse af fromagen, der giver en herlig sur kontrast til den søde, tætte chokoladekage, der har fået et twist af friskstødt stjerneanis :-) 




Jeg lod mig inspirere af en krydret chokoladekage i bogen Chocolate af Sværre Sætre men udelod hakkede nødder, hakket chokolade og de andre krydderier, og i stedet tilsatte jeg lidt mere stjerneanis friskstødt fra granitmorteren og lavede om på nogle andre detaljer i opskriften. Kagen skal egentlig bages i en stor bradepande, så man får nogle små diskrete firkanter kage, men jeg havde lyst til en stor og voldsom sag, så den er bagt i en springform, Så fik jeg en stor, ren, lækker chokoladekage med en dejlig smag af anis. Kagen kom til at spille rigtig fint sammen med den sure fromage.

Fromagen hentede jeg inspiration til i en lidt ældre dessertbog af Blomsterberg, hvor der er en opskrift på citronfromage med safran. Her ændrede jeg på forholdene, så der var mere citron, mere æggehvide, meget mindre fløde, ingen safran, men til gengæld vanilje.

...og fordi jeg er i det gavmilde hjørne, blogger jeg også opskrifterne. Det gør jeg ikke så tit, for det tager tid, og mange gange er opskrifterne enten ikke færdigudviklede eller taget direkte fra en bog.

AnisChokoladeKage
Springform Ø22 cm (større form = tyndere stykker)

250 g smør med stuetemperatur
200 g sukker
7 æg med stuetemperatur
100 g hakket, smeltet chokolade
120 g hvedemel
15 g ren kakaopulver
1½ tsk bagepulver
3 g stødt stjerneanis
  • Tænd ovnen 180 grader varmluft
  • Smør formen
  • Smelt chokoladen
  • Vej mel, kakao, bagepulver og anis af en en skål
  • Pisk smør og sukker sammen i en anden skål til det er helt ensartet og luftigt
  • Tilsæt et æg ad gangen til smørmassen, og sørg for at røre godt mellem hvert æg
  • Tilsæt den smeltede (ikke varme) chokolade (dejen skiller her, det går over, når melet er i)
  • Rør de tørre ingredienser i -rør kun til dejen er ensartet
  • Bag kagen midt i ovnen i ca. 35 min.

Ret Sur CitronFromage 
1 lag på/i en Ø22 cm. kage

3½ blade husblas
saft og skal af 2 økologiske citroner - for en mildere udgave udelad skallen og nøjes med saft fra 1½ citron
150 g flormelis
2½ dl piskefløde
2 bægre pasteuriseret æggehvide
kornene fra 1 vaniljestang
  • Læg husblassen i blød i koldt vand
  • Riv citronerne og pres dem bagefter
  • Rør vaniljekorn, citronsaft og -skal i flormelissen
  • Pisk først æggehviderne stive (æggehvider kan ikke piskes, hvis der er fedt på ris eller skål)
  • Pisk fløden til let skum i en anden skål
  • Vrid husblassen fri for vand og smelt den med 1 spsk fløde over vandbad (10-20 sek. i mikroovn gør også tricket)
  • Rør den smeltede husblas i citronblandingen
  • Rør citronblandingen sammen med flødeskummet
  • Vend nænsomt de stive æggehvider i
  • Nu er fromagen klar til kagen
  • Stil kagen på køl til fromagen har sat sig
Kagen er pyntet med flødeskum og friske hindbær.. helt simpelt og indbydende :-)

For at se nogle af mine andre lækre opskrifter klik HER

søndag den 6. maj 2012

Kraftig Chokoladekage med MangoSifon



Jeg havde denne sag med på barselsvisit i sidste uge.



Det er kraftig chokoladekage med masser af chokoladestykker i. Da den skulle transporteres i bus, anrettede jeg den først, da jeg kom frem. Der er en sifon ret velegnet.. ud over selvfølgelig at være et dejligt stykke legetøj :-)



En sifon er sådan en metalflaske-fætter, som man fylder halvt med flødeskum eller i det her tilfælde mangopuré. Så lukkes den grundigt, hvorefter man kommer en gaspatron på. Nu kan man så lave skønt skum. Det er bare meget vigtigt, at der ikke er nogle klumper i massen. Hvis der er klumper i, skal man nemlig åbne flasken, før den er tom... og det kan kun gøres i en bruseniche -jep det griser!! Så jeg passerede møjsommeligt mangomosen gennem en lille sigte.



Kagen skar jeg ud i fine firkanter, før hvert stykke blev anrettet på tallerken og toppet med mangosifon, frysetørrede jordbær, blå fondantblomster og chokoladespåner.



Denne gang har jeg brugt Xoco 72%, der er en ok-til-prisen chokolade med en rimelig syrlighed og ikke alt for tør i smagen.


Det er vildt dejligt at se, at så mange allerede har deltaget i bloggens fødselsdagskonkurrence! Der er kommet rigtig mange gode tips og idéer fra Jer, og det glæder virkelig mit chokoladehjerte :-) Hvis du endnu ikke har deltaget, så klik HER og se, hvordan du vinder de lækre præmier.. du skal bare gøre det inden kl.24 mandag aften!

torsdag den 5. april 2012

Påske-PassionsfrugtCheesecake Med Trøffelcreme



Påsken skal da fejres med kage, især når man er inviteret på påskemiddag, og de andre gæster vistnok ret gerne vil smage en af mine kager... Prøv lige at stave til præstationsangst!!

Jeg gik i kreativt-mode for en uges tid siden for at finde på en rigtig mumset forårskage. Det måtte gerne være en sød, snasket kage med masser af chokolade, så jeg fravalgte biscuitbunde, der jo udmærker sig ved at være meget luftige. Jeg bestemte mig i stedet for en kraftig chokoladekage med masser af kakao, smør, mælk og hvidvinseddike. Hertil ville jeg supplere med noget chokoladefyld og et eller andet frisk som kontrast. Det endte med en trøffelcreme lavet på Valrhona Caraque 56%, der ikke er helt så kraftig som eksempelvis Manjari og Guanaja, men den får lov at komme til sin ret med æggeblommer og øko-fløde. Den friske komponent ville jeg gerne eksperimentere lidt med. Det bliver nemlig nemt det samme med bær og chokolade hver gang, synes jeg... Passionsfrugt har jeg imidlertid ikke leget med før, og farven er oven i købet dejlig sart gul.
Kernerne blev siet fra, og saften fra passionsfrugterne blev rørt sammen med Buko naturel, sukker, vanilje, æggeblommer, husblas og øko-flødeskum.



Da en klodsmajor har smadret mit sukkertermometer, ville jeg ikke bøvle med at temperere chokolade til kagens kant og lavede i stedet en tyk ganache på mørk chokolade og smør. Efter at have klippet plastic til i rette størrelse sprøjtede jeg blomster med gul chokolade (smeltet hvid chokolade med gul farve) i et cornet. Herefter hældte jeg forsigtigt den mørke ganache ud over. Jeg var ikke forsigtig nok, for blomsterne blev lidt udgnidrede :-( og da chokoladekanten skulle løftes over på kagen, gik strimlen i stykker, så jeg måtte samle den i tre dele.. øv! Men jeg reddede den nogenlunde :-\ og den gule farve på blomsterne fik ikke den helt rigtige nuance, og stregerne skulle have været smallere...



Øvelse gør mester ;-)

Kagen er toppet med rosetter af passioncreme, frysetørrede jordbær og små fondantblomster.



God påske!

tirsdag den 28. februar 2012

Fødselsdagskage I Fuldt Flor





Ja man skal jo huske at fejre sig selv på behørig vis. Derfor får kollegerne fornøjelsen af denne kage på det ugentlige teammøde.. Mon ikke den bliver taget godt imod ;-)

Det er bunde af kraftig chokoladekage (den samme som Brooklyn Brown og Brooklyn Blackout -kagerne) lagt sammen om en skovbærmousse. Den er smurt op med en luftig italiensk marengssmørcreme (IMBC), der er tilsat smeltet mørk chokolade, og detaljerne på kagen er tyllet på med samme creme uden chokolade. Blomsterne er lavet af fondant :-)



Det er anden gang, jeg har givet mig i kast med den smørcreme, som egentlig er lidt bøvlet. Man skal nemlig lave en marengsmasse med kogende sukkerlage. Første gang kiksede det fatalt for mig, idet jeg ikke fik den rigtige temperatur på lagen. Denne gang var jeg obs på processen på den gammeldaws facon med at dryppe lidt af den kogende lage i et glas koldt vand og teste konsistensen. Det skal danne en blød kugle. Ikke for partout at være old school, men fordi en eller anden idiot har smadret mit sukkertermometer >:( nej selvfølgelig er jeg ikke selv så ufatteligt klodset.. *fløjte fløjte* Under alle omstændigheder blev marengssmørcremen vistnok tilnærmelsesvist vellykket :-)

fredag den 24. februar 2012

Brooklyn Brown -ny version af Brooklyn Blackout



Kagen i bloggens header er en Brooklyn Blackout - chokoladekage med kraftig mørk chokoladecreme efter opskriften i Hummingbird Bakery bogen. Cremen er bare frygtelig irriterende at have med at gøre, så jeg tog en hurtig beslutning og lavede en helt anden slags creme i stedet.. Kagen bliver selvfølgelig ikke så mørk, så derfor har jeg omdøbt den :-)

Opskriften på kagen ligger allerede på bloggen. Cremen har jeg konstrueret frit fra leveren (måske ikke en velvalgt formulering i denne kontekst) af:
-æggeblommer
-sukker/flormelis
-smeltet mørk chokolade
-blødt smør
-mælk

Her kan man se en dejlig klump på første kagebund.



Nu drager jeg på venindebesøg med kagen. Kan I alle sammen ha' en rigtig god weekend!

torsdag den 2. februar 2012

Charmerende ChokoladeFondant og Hjertelig JordbærSorbet


Da vi just har påbegyndt 2012.. hov hvor blev januar af? ...vil jeg blogge om min nytårsdessert, der var temmelig vellykket og faktisk kan spises på alle tidspunkter -hvorfor skal man nøjes med at spise det bedste én sølle gang om året?
Desserten består af lun chokoladefondant og en kraftig jordbærsorbet. Fondant er en kage, som man kun bager til den liiige har sat sig i siderne og stadig er lækker og flydende i midten, hvorefter den serveres med det samme, så man kan spise den, mens den er lun og lækker. Det at den serveres halvbagt betyder naturligvis, at man laver den med pasteuriserede æggeblommer. Derudover består den af rigtig meget chokolade (Guanaja), smør, god vanilje og kun en anelse mel :-)
Når man sætter tænderne i den lune kagefætter er det en oplevelse af kage med varm klistret chokoladesauce, hvor smagen af den gode chokolade virkelig får lov at dominere fordi den bliver fremhævet af det fede fra æg og smør.. det er en heftig sag, der bestemt ikke skal serveret som en lille let dessert.
Jordbærsorbeten har jeg fremtryllet som en nødløsning, fordi jeg til min gru pludselig opdagede, at mit køleskab var flødefrit.. jeg havde kogt en jordbærkompot med vanilje og purreret den, og da den stadig var varm, valgte jeg at piske æggeblommer og sukker til en tyk æggesnaps, som jeg så ved fortsat piskning hældte den brændvarme kompot over. Varmen får æggene til at emulgere og gør massen dejlig tyk og cremet. Da det var tilstrækkeligt afkølet vendte jeg en omgang stive æggehvider i og kørte det en tur i ismaskinen.
Sorbeten blev meget luftig i konsistensen og smagen var kraftig af jordbær fordi den ikke blev dæmpet af fedt fra hverken mælk eller fløde... smums!

Jeg brugte noget af væden fra den søde kompot til at lave en jordbærsirup, som blev hældt over til sidst og så har jeg brugt en anelse gulddust som pynt.

fredag den 20. januar 2012

Upside-Down GuanajaChokoladekage med Pærer



Jeg havde en rest lækker Guanaja chokolade tilbage fra den chokoladefondant jeg lavede nytårsaften (jeg skal nok bllogge om den ved lejlighed) som jeg besluttede at bruge i en chokoladekage. Da køleskabet gemte på 3 store overmodne pærer, blev de skrællet og skåret i store stykker.

Der er en temmelig stor mængde chokolade i dejen i forhold til mel og smør.. det bliver den lissom kun bedre af ;-)

søndag den 25. september 2011

Søndags SolbærChokoladeLagkage



Jeg fik lyst til søndagshygge med varm the og kage, og det skulle ikke være for besværligt i dag, så jeg bagte en nem 5minutters MikroovnsChokoladekage (samme grundopskrift som til Koket Karamel og Fredagshygge-Chokoladekage) denne gang med appelsinjuice og chokoladestykker Da jeg egentligt skulle have færdigpyntet en fødselsdagskage til svigerfar, havde jeg for en gangs skyld frisk fløde i køleskabet. Min svigerfars kage er nemlig udsat til senere på ugen og jeg har normalt ikke lige fløde stående.
Jeg piskede derfor en gang flødeskum med en smule rørsukker og vaniljekorn fra en stang burbonvanilje.. for udfordringens skyld blev det håndpisket -så behøver jeg jo heller ikke at træne mere i dag vel??? Flødeskummet blev vendt med lidt solbærmarmelade og fyldt i kagen efter den var delt i to og den nederste bund smurt med marmelade. Resten af solbærskummet smurte jeg uden på kagen i et jævnt lag og sluttede af med at lave hurtige chokoladesnirkler med en teske dyppet i smeltet chokolade.

Den blev mumset, svampet og lækker og tog ikke ret lang tid at lave og fordi den er bagt i en margretheskål, får den en flot kuppelfacon... jeg vil forresten lige benytte lejligheden til at linke til Camilla med bloggen Himmelske Kager, der med sine geniale guide i Grundlæggende Kagedekoration (trin 3) har lært mig at lægge et par stykker madpapir på fadet, inden kagen kommer på, så fadet ikke bliver svinet til. Når man så er færdig med at pynte, kan papiret trækkes ud under kagen og vupti.. en smuk kage på et rent fad :-) Tak Camilla!! ...Det er et besøg værd!

Nå jeg skal drikke mere the, spise kage og se nogle afsnit af True Blood

Her er lige et par stemningsbilleder fra vores søndagshygge:

 


tirsdag den 30. august 2011

Choko'nan Cupcakes med Mokka-KaramelCreme



Denne uges køkkeneksperimenter har resulteret i en ret vellykket opskrift, hvis jeg selv skal sige det...
Det er cupcakes med kakao og mosede bananer, som er pyntet med en smørcreme iblandet hjemmel kaffekaramelsirup.
De er blevet utroligt luftige og svampede, med en mild kakaosmag og god sødme fra overmodne bananer. Den bittersøde creme har en stærk smag af espresso og giver et lækkert modspil til de søde kager.
Nu skal jeg bare have nogen til at spise dem ;-)

Forresten er det minicupcakes, så de kan snildt guffes i en mundfuld ;-)


Her kan man finde min opskrift under Choko'nan Cupcakes og Mokka-Karamelsirup sammen med mange andre opskrifter..

torsdag den 4. august 2011

ChokoladeCupcakes Klædt i Lakrids



Dagens kage til kaffen.. jeg får besøg af en skøn veninde, jeg ikke har set i mindst 700 år -mindst! Så i dagens glædelige anledning skal hun da forkæles med med lidt bagværk :)


Det er chokoladecupcakes efter samme opskrift som ChokoladeSupriseMuffins og de er pyntet med lakridssmørcreme med lakridspulver fra Johan Bülow og drysset med salmiakflager.. det kan virkelig anbefales!!


Her findes opskrifterne...

onsdag den 3. august 2011

Fødselsdags Flødeskums ChokoladeLagkage



Jeg blev forleden tigget af min kæreste om at bage en kage til min svogers fødselsdag.. jeg havde egentlig ikke tænkt mig at bage mere i min ferie, for den fik vist alt hvad remmer og tøj kan holde på kagefronten i min første ferieuge.. men min svoger fyldte 30 og jeg er jo så sød og rar ;-)


Det resulterede i chokolade/hindbær-kage med konditorkagecreme som fyld og vanilleflødeskum med revet mørk chokolade som pynt. Skidtet så kun pænt ud i 5 minutter, for jeg var desværre forhastet med projektet og fik lagt kagen sammen før den var helt kold og så delte den øverste bund sig som Japans undergrund ved et jordskælv og skred elegant ud i 5 dele... jeg måtte redde mit kagemorads med en ring fra springformen for at undgå at servere kage-biksemad til fødselsdagsbarnet.
Smagen var heldigvis i top og kærestens kolleger fik glæde af min grimme kage dagen efter, fordi jeg endnu en gang havde lavet aaalt for meget.


Er forresten blevet kaldt for kagekonen på jobbet i dag.. ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det?? 

lørdag den 9. juli 2011

Bærlagkage i Box



Det er ikke altid lige let at transportere lagkage, så hvad gør man, når man bare skal have lidt hyggekage med uden dikkedarer? Jeg fandt en rummelig plastbox med låg i skabet og byggede mig en snasket lagkage, der er lige til at have med uden at skulle passe særligt meget på den.. altså bortset fra, at den naturligvis ikke skal vendes på hovedet, hvis man tænkte på det :o)

Det er en nem chokoladekage, som jeg også har brugt til Chokolade Surprise Muffins, den er rørt på 5 minutter og bagt på 15.. den er lagt sammen med 3 slags fyld, fordi det lige var det jeg havde.
Så den består af:

  • Et lag nem jorbærskum (hentet ud af fryseren)
  • Et lag frisklavet ribscreme
  • På toppen er et tyndt lag rabarberkompot
  • Efterfulgt af rabarberflødeskum i små toppe
  • Pyntet med jordbærperler og pink sukkerkugler

lørdag den 2. juli 2011

Chokolade Surprise Muffins



Dette er fødselsdags muffins med suprise.. dels fordi de blev sendt som en overraskelse til mine to kusiner Emma & Emilie, der fylder 30 (altså tilsammen) og dels, fordi der er rabarberkompot gemt inden i dem.
Kagerne blev nænsom pakket i en lille kasse, der var foret med sølvfolie, og sendt med posten.. nu er de nået frem, jeg har fået at vide, at de smager himmelsk og formodentlig eksisterer de ikke ret længe endnu :-)


De er bagt af en super nem chokolademuffin opskrift og efter de var kølet af, stak jeg hul i med en udstikker, løftede toppen af med en teske, fjernede lidt kage og fyldte hullet med rabarberkompot. Så lagde jeg toppen på igen og smurte chokoladeganache på. Slutteligt har jeg toppet dem med rød fondant, der er rullet ud, præget med rosemønster og stukket ud i cirkler med en udstikker på størrelse med toppen af kagerne.



Her findes opskrifterne...

torsdag den 23. juni 2011

Chokomanen's ChokoladeVelkomst





Her er så kagen til min savnede, hjemvende chokolade-elskende veninde, som jeg omtalte i Kage Brainstorm i sidste uge.


Min veninde er som jeg en rigtig chokolade-entusiast og vi har sammen delt mange gode chokoladestunder, så kagen her er det ypperste af min chokoladekage-formåen og den er derfor proppet med lækker (dyr) Valrhona chokolade og kakao samt skønt økologisk mel, rørsukker, smør, fløde og vanille.


Det er (endnu en gang) chokoladekage a la Claus Meyer denne gang med Valrhona's Guanaja chokolade og solbærsaft. Den er lagt sammen med Valrhona Manjari trøffelcreme og øverste lag er dryppet med hjemmelavet chokoladesirup efter Mads Madglad's opskrift og toppet med brombærkompot/gelé kogt med økologisk Burbon vanille.
Til sidst er kagen pyntet med en chokoladekant af Guanaja chokolade og store hvide chokoladeflager stablet som et lille Sankt Hans bål.


Her findes opskrifterne på kagen og trøffelcremen og under Tips og tricks ligger en vejledning til temperering af chokolade til kanten på kagen.


...og her er et stykke af min nye yndlingskage.




Der er mange flere billeder på linket herunder..



Søg i denne blog