AnisKage med CitronFromage

Viser opslag med etiketten Is og Cremer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Is og Cremer. Vis alle opslag

lørdag den 19. maj 2012

KaffeIs Med Knasende ChokoladeStykker




Da jeg købte fløde til projekt is, havde de kun ½liters økofløde. Jeg havde derfor fløde til 2 portioner is, da der gik ¼ liter til ananasisen. Så den sidste halvdel blev blandet med en dåse kondenseret mælk og et stort shot afkølet espresso til en super nem, himmelsk og vanedannende kaffeis.

Jeg ville gerne have brugt en kop espresso brygget på mine Deep Cave bønner fra FarmMountain Coffee, men ham der manden, jeg bor sammen med, kom en af espressomaskinens dele i opvaskeren... det kan metallet ikke li' :-( Så jeg brugte i stedet et shot Espresso Intenso fra vores lille Dolce Gusto maskine. Det er ganske udmærket kaffe, men ikke nær så lækkert som et hjemmebrygget shot på yndlingsbønnerne.

Jeg kørte isen i 30-40 minutter på ismaskinen, før jeg kom isen i en bøtte og hurtigt vendte hakket mørk chokolade i. Da den havde sat sig, serverede jeg den sammen med ananasisen... og hold da fast den er go'!! Perfekt cremet med en kraftig kaffesmag og sødme fra den kondenserede mælk. Den er også super lækker alene -jeg har lige testet den igen- så jeg bliver sandsynligvis snart nødsaget til at lave endnu en portion. Siden det er verdens nemmeste is, så gør det ikke så meget. Jeg skal bare have skaffet nogle flere dåser kondenseret mælk :-)

torsdag den 17. maj 2012

AnanasIs Med BærSwirl



Kæresten drog afsted for at spille Diablo III (har sjældent set ham gladere), så jeg havde eftermiddagen for mig selv til at splitte hytten ad... men det var alligevel for anstrengende, og jeg har ingen slaver til at rydde op bagefter, så jeg lavede i stedet en portion is inspireret af Klidmosters isopskrift med kondenseret mælk og økofløde.



Denne is er ligeledes lavet med kondenseret mælk og økofløde, og så har jeg blandet pureret ananas i. Da isen var færdig i ismaskinen, lavede jeg swirls i isen med en rest blåbær/hindbærkompot, som jeg passerede gennem en sigte, før den blev blandet i isen.

Jeg valgte at kugle lidt af isen op med en sovseske, da den havde stået i fryseren og sat sig et par timer, og serverede den for mig selv med et drys chokolade.

tirsdag den 15. maj 2012

Skyr i Sød BærKompot med Knas





Det her er en super nem, ret mættende og forholdsvis sund dessert :-)

Det er lun kompot kogt på hindbær, blåbær og rørsukker. Kompotten er anrettet lagvis med skyr (fedtfattigt og lækkert mælkeprodukt), hakkede mandler, hakket mørk chokolade og lidt sprød müsli.. vupti en flot og lækker dessert!

mandag den 7. maj 2012

Sidste Frist For Deltagelse I FødselsdagsKonkurrencen



Her er først lige et billede af æble i tern, knasende müsli og resten af mangosifonen... Fin snack.

Der er simpelthen kommet så mange fine forslag til konkurrencen både i kommentarfeltet under blogposten og i min mailinboks :-) Hvor er I kreative! Jeg er så glad for, at I har kastet Jer ind i det med alle de forskellige idéer. Jeg har desværre ikke haft tid til at kommentere hver enkelt endnu.

Der er stadig mulighed for at nå at deltage her på falderebet, så længe jeg har kommentaren inden midnat.. Så hvis du vil være den heldige vinder, skal du skynde dig!

fredag den 27. april 2012

Mango-Jordbær-Banan Smoothie med ChokoladeTop



Jep der er gået smoothie-land i chokoladebloggen... der er trods alt visse grænser for, hvor meget kage og fyldte chokolader jeg kan konsumere uden at badevægten brokker sig. Den søde tand bliver bare ikke tilfredsstillet af gulerødder og riskiks, så en smoothie er min favoritdessert. Den er nemlig både sød, frisk og sorbetagtig, når man bruger frosne bær eller frosne bananstykker. Desuden kan man drysse ristede nødder eller lækker mørk chokolade på toppen for at runde oplevelsen af.

Her har jeg brugt Savannah 72% lavet på Forastero bønner fra Ghana. Den fås i Kiwi til under en 20'er og er ganske velegnet til formålet.

Selve smoothien er lavet af frisk mango, banan og frosne jordbær, der er blendet. Nemt, ukompliceret og sundt :-)

onsdag den 25. april 2012

BrombærSmoothie med Chokolade



En frisk snack med brombær, banan, mandler og juice toppet med chokoladeflager af Valrhona Caraque 56% -Namme!

tirsdag den 17. april 2012

Flydende Mums aka BlåbærBananSmoothie



Når det gerne må være sødt og sundt på samme tid, så er det rigtig lækkert med en smoothie af det, man lige har i køkkenet.

Denne er lavet af banan, frosne blåbær, korn fra en halv stang vanilje og mælk. Den er toppet med valnødder og hakket Caraque 56% :-)

Der var til to portioner og så er det nemt!

torsdag den 12. april 2012

Banan-Nødde-ChokoCupcakes Med ChokoladeCreme og BlåbærMousse





Der var fyld til overs fra den store lilla fødselsdagskage, og det lader man jo ikke bare gå til spilde. Så for at stoppe spild af mad bagte jeg muffins af en meget overmoden banan og nødderester, så den dejlige creme og mousse kunne få et sted at bo :-)

Nogle blev spist, da jeg havde en veninde på besøg til kaffe. Andre forsvandt på mystisk vis. Nogle af de fineste kom i en bøtte og blev givet til min søde kollega, der gav mig og den store kage et lift sydpå. Det er nemlig meget upraktisk at rejse i tog med en kæmpe, tung kage. Jeg håber kagerne gjorde lykke hjemme hos hende :-)

Der er i hvert fald mere blåbærmousse i en sprøjtepose i køleskabet, så mon ikke jeg får bagt en bette portion kager dertil i weekenden.. Eller måske skal moussen serveres i glas med hakket chokolade og nødder.. Svær beslutning ;-)

torsdag den 2. februar 2012

Charmerende ChokoladeFondant og Hjertelig JordbærSorbet


Da vi just har påbegyndt 2012.. hov hvor blev januar af? ...vil jeg blogge om min nytårsdessert, der var temmelig vellykket og faktisk kan spises på alle tidspunkter -hvorfor skal man nøjes med at spise det bedste én sølle gang om året?
Desserten består af lun chokoladefondant og en kraftig jordbærsorbet. Fondant er en kage, som man kun bager til den liiige har sat sig i siderne og stadig er lækker og flydende i midten, hvorefter den serveres med det samme, så man kan spise den, mens den er lun og lækker. Det at den serveres halvbagt betyder naturligvis, at man laver den med pasteuriserede æggeblommer. Derudover består den af rigtig meget chokolade (Guanaja), smør, god vanilje og kun en anelse mel :-)
Når man sætter tænderne i den lune kagefætter er det en oplevelse af kage med varm klistret chokoladesauce, hvor smagen af den gode chokolade virkelig får lov at dominere fordi den bliver fremhævet af det fede fra æg og smør.. det er en heftig sag, der bestemt ikke skal serveret som en lille let dessert.
Jordbærsorbeten har jeg fremtryllet som en nødløsning, fordi jeg til min gru pludselig opdagede, at mit køleskab var flødefrit.. jeg havde kogt en jordbærkompot med vanilje og purreret den, og da den stadig var varm, valgte jeg at piske æggeblommer og sukker til en tyk æggesnaps, som jeg så ved fortsat piskning hældte den brændvarme kompot over. Varmen får æggene til at emulgere og gør massen dejlig tyk og cremet. Da det var tilstrækkeligt afkølet vendte jeg en omgang stive æggehvider i og kørte det en tur i ismaskinen.
Sorbeten blev meget luftig i konsistensen og smagen var kraftig af jordbær fordi den ikke blev dæmpet af fedt fra hverken mælk eller fløde... smums!

Jeg brugte noget af væden fra den søde kompot til at lave en jordbærsirup, som blev hældt over til sidst og så har jeg brugt en anelse gulddust som pynt.

søndag den 11. september 2011

Kold BærCreme Bombarderet med Knas



En let søndagsdessert.. tykmælksbærcreme drysset med hakkede hasselnødder og mørk chokolade.

Nogle gange skal det bare gå stærkt og være nemt. Jeg fik en akut chokoladecraving og endte med at kreere denne lette (både kaloriemæssigt og i tilberedningstid) dessert. Den består af frosne blå- og brombær, øko-tykmælk, en skvis af Jørgens flydende blomsterhonning og fede vaniljekorn, der er blendet en tur med stavblender og toppet med hasselnødder og en billig, men hæderlig mørk 72% chokolade købt i Fakta (Queens Choice) - der er ikke økonomi til det dyre fix hver gang og så må man jo finde en nogenlunde acceptabel erstatning og Thoms Guldbarre er bare ikke en af dem ;-)
Konsistensen var ret tynd pga. tykmælken, så hvis man gerne vil have et mere is-lignende resultat, ville jeg bruge ymer i stedet, da det også har en mild smag og samtidig er tykt.





Rigtig mange gange har jeg efterhånden været ude for, at folk går rundt og tror, at jeg nærmest lever af kage og de får derfor tanker hen ad; "verden er ond og uretfærdig, for du er jo ikke overvægtig, selv om du vælter dig i kage!!"
Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at dementere en sådan tankegang.. jo jeg ville elske at leve af kage, chokolade, is og andre lækre sager, men jeg gør det ikke, for så svulmer jeg op lige som de fleste andre.. jeg er beklageligvis ikke født med sådan et lækkert hyperstofskifte :-( for djævlen da, det ville være skønt!!
Jeg må derfor nøjes med min ofte svigtende selvdiciplin (upålidelige sjuft) og min kærlighed til grøntsager og groft knækbrød... og så deler jeg ellers ud af mit bagværk til alle uskyldige, svage sjæle i min nærhed - muahahaha!!

Søg i denne blog