På bloggen her leger jeg med lækre kager til fest, hygge og syndig fornøjelse. Jeg elsker god chokolade, så selvfølgelig er det afspejlet i bloggens navn: chokoladesansen - man kan vel godt have en ekstra sans bare til chokolade
fredag den 20. januar 2012
Upside-Down GuanajaChokoladekage med Pærer
Jeg havde en rest lækker Guanaja chokolade tilbage fra den chokoladefondant jeg lavede nytårsaften (jeg skal nok bllogge om den ved lejlighed) som jeg besluttede at bruge i en chokoladekage. Da køleskabet gemte på 3 store overmodne pærer, blev de skrællet og skåret i store stykker.
Der er en temmelig stor mængde chokolade i dejen i forhold til mel og smør.. det bliver den lissom kun bedre af ;-)
lørdag den 31. december 2011
KransekageTårn 2011
Jeg har ikke haft tid til at passe bloggen de sidste par måneder, men jeg har en masse søde sager i arkivet, som venter på at indtage deres plads på bloggen, så I skulle meget gerne høre mere fra mig den kommende tid :-)
Vi ses i 2012
onsdag den 7. december 2011
Buttede BrunkageMuffins med Bjergtagende Blød AppelsinGanache
Jeg har bagt dem stort set hvert år lige siden, hvilket jo i sagens natur er det, der gør det til en tradition.. hold op hun er kvik hva'? Jep! Hvis vi imidlertid ser bort fra min enestående evne til at påpege det indlysende, så kan jeg fortælle, at jeg på ingen måde er slave af traditioner. Jeg stæser ikke rundt og bager 47 forskellige slags julesmåkager, fordi vi plejer at bage dem, mens jeg i øvrigt fletter hjerter og binder kranse til jeg brænder sammen af herlig julestress bare for at tilfredsstille et eller andet glansbillede af vores forestilling om jul... fuck det! "Hvor er hyggen i det?" Spørger jeg bare.
Jeg har gjort det til en regel, at jeg kun laver de juleprojekter, jeg finder hyggelige (og har råd til) det givne år. Nogle gange får den fuld skrue med dekorationer, peberkagehus, småkager og hjemmelavet gejl. Andre gange er det den mere skrabede udgave med købte løsninger og fire lys på et fad fra Tiger.. man bliver ikke mere julelykkelig af krampagtigt at opretholde en blankpoleret jeg-laver-aaaalt-selv-fra-bunden-og-er-super-overskudsagtig facade.
Her kommer de skønne muffins ind i julebilledet, for de er hurtige at bage og spreder straks en dejlig krydret brunkageduft i hele hytten. De kan spises nøjagtigt, som de er, man kan pynte dem med æggehvideglasur eller toppe dem med florlet hvid appelsinganache med Tahitivanilje... uuuh så godt! Min tunge synger julesange af fryd ...
Nu har jeg forhåbentlig kager nok på lager til de næste dage, hvor først Sif kommer til te og dernæst bedsteveninden Mie til filmmaraton og julehygge. Med en mild underdrivelse så sætter de vist begge pris på en bette kage :-)
Opskrifterne er lagt ud og findes nu under: "Brunkagemuffins" og "Ganache, hvid med appelsin"
torsdag den 1. december 2011
Dejlig er chokoladen
Bringer varm chokolade alle fryd
...
Du skal bruge følgende til 1 kop:
God mørk chokolade - omkring 50 g.
Skoldhed mælk - jo federe jo bedre
Lidt rørsukker
Til de vovede et nip chili, eller til julenisserne et drys kanel... man kan også koge sin mælk med stjerneanis
Kom chokoladen i en rar kop og begynd med at røre en lille sjat varm mælk i ad gangen, indtil chokoladen er smeltet og uden klumper. Derefter hældes resten af mælken i og der smages til med rørsukker.. og har man kage, spises det naturligvis til..
En anden variant, jeg er glad for, laves med Valrhonas kakaopulver i stedet for chokolade og giver en virkelig intens smag - den sparker en seriøs mængde phenylethylamin (stimulerer hjernens produktion af endorfiner) og koffein rund i kroppen -WIN!!
mandag den 28. november 2011
Cho'Kaffe
Det bedste fra to verdener! Chokolade og kaffe i skøn forening...
Jeg fletter fine julehjerter, spiser knækbrød med økologisk mørk pålægschokolade, og hvad er så bedre at drikke til end cho'kaffe?
Til en kop skal du bruge:
Halvanden deciliter mælk
To til tre stykker mørk chokolade (her er brugt Björnsted Ecuador 70 %)
Et shot espressokaffe (her er det Espresso Intenso til Dolce Gusto)
Hvis den skal være sød, skal man tilsætte sukker, for chokoladen har ikke ikke meget sødme i sig selv... altså med mindre man bruger lys chokolade, der ofte er mere sød :-)
----------
Kom mælk og chokolade i en kop og varm lige et par minutter i mikroovnen. Herefter tilsættes kaffe og evt. sukker og så er det færdigt, klar til at drikke. Man kan også vælge at skumme sin varme mælkechokolade før kaffen tilsættes, hvis det skal se fint ud. Jeg bruger bare en billig mælkeskummer til en tyver købt i Tiger.
God fornøjelse med cho'kaffen!
torsdag den 24. november 2011
På Bordet Står En Muffin...
tirsdag den 22. november 2011
Engangs-EvighedsNougat med Franske Fornemmelser
Altså forsøger at lave fransk nougat selv. Jeg ville lege med den glucosesirup, Lise havde sendt mig, og gav mig i kast med projektet. I forhold til arbejdsindsatsen og mængden af skåle og gryder, der nu står i køkkenet håbløst klistret ind i sukkerstads, var udbyttet for sparsomt og for dårligt -øv med øv på!
Det kiksede fatalt for mig og det, der skulle have været lækker blød nougat, blev i stedet til noget sejt, hårdt stads. Det skal lige siges, at smagen faktisk blev rigtig god.. mnn honning og ristede hasselnødder!! -hvis man vel at mærke har solide tænder uden plomber til at tygge dem med :-)
Smukt ser det ud og jeg har muligvis fundet noget slik, der kan holde december måned ud.. Weee!!
søndag den 20. november 2011
Hvis bare der var kage i min fryser..
En eller anden har spist kagen... Hvem mon det kan være? Jeg ved det ikke, det gør jeg virkelig ikke!
Hvis nu jeg havde været mere produktiv den sidste tid, så havde der måske været noget kage i min fryser nu.Der er desværre ikke andet at gøre, end at sætte sig ned og være meget trist over manglen på kage... Godt der snart står julebagning i kalenderen ; -)
Indtil da kan I lige få et lille billede af julekagehuset fra året før året før det.. ca.
lørdag den 19. november 2011
ChokoladeLørdag
I dag var Malou, Sif, Signe og jeg på hyggetur i Århus, hvor vi poppede os med lækker chokolade, lakrids og honningkage i Salling. Det gjorde vi ikke kun, fordi det i sig selv er skønt, nej vi havde nemlig helt uselvisk lovet at hjælpe med at spise chokolade hos Anne, der demonstrerede Valrhona ;-) Vi hjalp det bedste, vi har lært og det var super hyggeligt at møde Anne. At hun pralede med sin forestående tur til selveste Valrhonafabrikken, vælger jeg at fortrænge.. Hun var ellers så sød!
Ej Anne VAR vitterligt sød og imødekommende og jeg kunne snildt sælger en finger eller to for sådan en oplevelse! Hvor er hun sej -tænk at få løn for at spise chokolade ;-)
Da vi var færdige med at voldtage standene med smagsprøver, blev jeg nødt til at købe sød chokokadelakrids fra Aalborg Chokoladen med hjem... Hold da kegle hvor er de nice!! Der er snart ikke flere i bøtten... Jeg ved ikke, hvor de er forsvundet hen -mystisk!
Det har været en dejlig, men hård dag med megen traven rundt og en lang togtur med laaaangsomme DSB. Jeg brygger på vilde planer om leg med fyldte chokolader, eksperimenter med glucosesirup (fik en portion af flinke Lise) og et peberkagehus.. så der kommer nok nogle julede post inden for nærmeste fremtid ;-)
torsdag den 17. november 2011
Bailey's Lagkage
Tykke, tykke sukkerbrødsbunde med masser af Madagaskar vanilje og store mængder hjemmegjort, kogt kagecreme rørt op med smeltet chokolade og Bailey's.. Pyntet med flødeskum!
.. Er det nødvendigt at skrive mere??
Opskriften på sukkerbrødsbunde (biscuitbunde) og kagecreme ligger her
tirsdag den 15. november 2011
"Havsvamp"-Chokoladekage
Det her er en improviseret chokoladekage med ingefærsirup, men den ligner en svamp :-)
Når den pludselige chokoladecraving skal stilles, bager jeg som regel en lille kage i mikroovnen. Det har jeg efterhånden gjort maaange gange, så jeg følger sjældent en opskrift. Denne gang er det en kage med smeltet chokolade og smør.. Herefter er de resterende ting rørt i på slump og den er bagt i en skål af porcelæn.
Resultatet er kagen på billedet... Måske har den fået lige vel meget mel, måske rørte jeg lige lidt for meget i dejen og måske blev det nederste af skålen skørt varm i mikroovnen. Det er i hvert fald mine bedste gæt på årsagen til den sjove kagefætter.
Jeg skal gerne afsløre, at det ikke er min bedste kage, men jeg er absolut ikke på toppen i dag og det skulle gå hurtigt.. Desuden er jeg alene om at fortære misfostret.
(Ingen mennesker eller dyr led overlast ved eksperimentet med den vanskabte kage)
Hyggelig Honning/LakridsKage
For et stykke tid siden var jeg på MADmesse og i den forbindelse, købte jeg et bette glas honning med lakrids. Honningen smagte bare ikke ret meget af lakrids, så jeg komponerede mig en smækker kage med honning og lakrids i stedet.
Den er pyntet med fine striber af citronglasur.
Jeg pakkede nogle stykker i en æske og tog dem med på besøg til sukkerglade Sif, der dog så lidt betænkelig ud, da jeg overrakte hende æsken... Måske skal man bare ikke bage til kagedronningen? Måske kunne hun alligevel godt lide den? Hun bød i hvert fald på en skøn æbletærte med honningremonce og jeg tog glad derfra med et skyhøjt blodsukker.. og så håber jeg, at hun ikke hadede min ydmyge kagegestus!
Jeg synes nu selv, at min kage var ret smækker. Lige når du bider, mødes du af den skarpe citron, som efterfølges af rund og sød honning og til sidst bryder lakridsen frem og hviler på tungen længe efter, at kagen er landet i maven... Nammenam!!
tirsdag den 1. november 2011
Chokoladescones - Sequel og en Grum GræskarKat
Vakre Vandbakkelser
- At man måler alt af inden man går igang
- At man ikke lader vandet koge og fordampe fra gryden inden smørret er smeltet
- At man IKKE åbner ovndøren de første 20 min. af bagetiden














