AnisKage med CitronFromage

lørdag den 3. september 2011

Nak og Æd -og hvor har jeg ædt



Jeg vil undtagelsesvist afvige fra mit blogtema og skrive om en hyggelig madoplevelse, der ikke er kage- eller chokoladerelateret.
Der var i dag stablet et stort hyggeligt "Nak og Æd" arrangement på benene med Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe (fra programmet af samme navn på DR2). Det foregik i Sødring.. en lille bitte landsby nord for Randers. Vejret var perfekt og atmosfæren hyggelig. Der blev serveret grillet vildt og gryderetter og jeg fik mig en snak med Jørgen Skouboe om hans honning og mine kager.
Her er lidt billeder..







fredag den 2. september 2011

Små ChokoladeCupcakes med Strejf af Solbær

Så blev fredag :-)
På jobbet stod der forberedelse med bl.a. en faglig film på programmet, så jeg havde lynbikset et fadfuld minimuffins som lidt fredagsforkælelse til filmforevisningen.
De er lavet efter opskriften til ChokoladeSurprise Muffins, som findes på min side Opskrifter. Jeg kom ca. 2 spsk. solbærmarmelade i dejen.
De er pyntet med ganache af smeltet mørk chokolade tilsat en lille smule smør og toppet med jordbærperler.
De fik en skøn frugtig smag af solbær og det tynde lag ganache var lækkert bittersødt uden at blive vammelt.
Kollegerne virkede fornøjede :-)
God weekend til alle Jer sukkermunde..!


Indbydende Ingefærsirup



Jeg er stødt på en spændende opskrift, hvor man skal bruge ingefærsirup og syltet ingefær. Derfor har jeg lidt på slump eksperimenteret med en hjemmegjort ingefærsirup.
Den tager ingen tid at lave og koster heller ikke alverden.. så nu glæder jeg mig til, at den har trukket lidt og kan bruges. Hvad jeg skal bruge siruppen til, afslører jeg først i en blogpost, når jeg har afprøvet den.



Jeg har brugt:
Rørsukker
Vand
Frisk ingefær i små tern
En tom vanillestang, der har stået i mit glas med sukker

Sukker og vand koges kort op, til alt sukker er opløst og hældes derefter over ingefær og vanillestang.

Det er lavet på slump, så der er ingen mål.. min sirup er blevet ret tynd, fordi der ikke er så meget sukker i forhold til vand... den har fået et dejligt, krydret, varmt zing efter at have trukket!

Tænker at den nok også er god i en kop varm the.. har I andre delikate idéer??

torsdag den 1. september 2011

Voluminøs Velduftende Vanilje



Åååh fryd.. i postkassen lå en duftende konvolut og det var ikke et kærestebrev, men hvis det var, havde jeg været solgt!

Jeg må indrømme, at jeg er blevet overmåde fristet af Godte's skriverier om det sorte guld og måtte bare have en portion til de kommende måneders kagerier. Jeg har slet ikke brug for så store mængder, som Godte skriver om (5,5 kg.!!!) ...ville jeg gerne ha' så mange vaniljestænger JA FOR POKKER! Har jeg plads eller råd -nej til begge :-(
Nå men sagen er, at man kan få lækre fede vaniljestænger meget billigere over nettet end i butikkerne. Jo flere man bestiller, jo billigere bliver det. Mine var af samme årsag ikke nær så billige som Godtes, men jeg endte med ca.9,50 kr. pr. stang for 10 Burbon Vanilje fra Madagascar og 5 fede Tahiti Vaniljestænger ved Vaniljimporten, der er et svensk firma, som sender portofrit til hele norden. Det gør Vanillamart også, men nu synes jeg lige, at jeg ville støtte vores svenske naboer og jeg var bange for, at jeg slet ikke ville kunne styre mig med de mange forskellige vaniljeprodukter hos Vanillamart :-)

Der var fin service og kort leveringstid hos Vaniljimporten. Stængerne kom i vakuumposer, som man nok kan se på billedet og kvaliteten ser ud til at være i orden.

Glææder mig til at lave kager og fromager af de sorte banditter!!

tirsdag den 30. august 2011

Choko'nan Cupcakes med Mokka-KaramelCreme



Denne uges køkkeneksperimenter har resulteret i en ret vellykket opskrift, hvis jeg selv skal sige det...
Det er cupcakes med kakao og mosede bananer, som er pyntet med en smørcreme iblandet hjemmel kaffekaramelsirup.
De er blevet utroligt luftige og svampede, med en mild kakaosmag og god sødme fra overmodne bananer. Den bittersøde creme har en stærk smag af espresso og giver et lækkert modspil til de søde kager.
Nu skal jeg bare have nogen til at spise dem ;-)

Forresten er det minicupcakes, så de kan snildt guffes i en mundfuld ;-)


Her kan man finde min opskrift under Choko'nan Cupcakes og Mokka-Karamelsirup sammen med mange andre opskrifter..

søndag den 28. august 2011

Iskaffe med VanilleRørsukker



Kaffekaffekaffekaffekaffe.. mmnnn jeg ELSKER iskaffe, men jeg laver det sjældent, for det er farligt!
Jeg laver bare en enkelt -men drikker mindst 3 inden for en time og får galoperende koffeininduceret hjertebanken.. man skal jo ikke stoppe for at puste eller passe på for ikke at brænde sig. Nej man svælger bare hele den iskolde herlighed på 0,5

Jeg laver min med:
1 højt cafeglas
Masser af isterninger
1½-2 dl. mælk
1 espressoshot
1 tsk. hjemmelavet vanillerørsukker

Tricket til iskaffe er at fylde glasset helt op med isterninger (det har jeg lært af min kaffeafhængige veninde Mette), så kaffen køles hurtigt ned. Om man begynder med kaffe eller mælk afhænger af, om man skummer mælken. Når alt er i glasset røres godt rundt og næste skridt er at stoppe op og trække vejret mellem sine slurke.. jeg har endnu ikke lært at nøjes med en enkelt.
Hvis jeg havde haft mere af min hjemmelavede chokoladesirup var der kommet en skvis i :-)

OBS nyt indlæg længere nede..

Jeg har ikke styr på, hvorfor det sker (enlighten me please), men jeg har just udgivet et indlæg fra en kladde, der nu findes 4 indlæg nede på siden.. Det bliver altså placeret efter det tidspunkt, hvor jeg skrev kladden i stedet for, hvornår det er udgivet..
Nå men det nye indlæg "Brombær Biform af Hurtig Hindbærkage" findes altså lidt nede på siden :-)
.. Og så fik jeg en undskyldning for at poste et billede af en portion ganache ;-)





fredag den 26. august 2011

Stines Deluxe ChokoladeSnegle



I anledning af weekend og en anelse mere energi end den foregående uge har jeg bagt snegle.. Jeg er meget vild med kanelsnegle, men jeg havde lyst til noget nyt, så jeg har komponeret ChokoladeSnegle a la mig :-)



Det er en god, luftig, hvid gærdej med kardemomme, sukker og smør. Dejen er rullet sammen med hjemmelavet kakaokagecreme og chokoladestykker. Sneglene har hævet længe og er penslet med mælk og bagefter drysset med mandelflager og perlesukker.. Mums!! Næste gang vil jeg nok tilføje mere chokolade... Der er jo kun kakao i kagecremen, og den vil helt sikkert blive bedre og kraftigere i smagen af et skud smeltet chokolade!
Sneglene er bagt sammen i et ildfast fad, for det holder på fyldet og fugtigheden.



De er blevet perfekt lette og luftige i dejen og fyldet er skønt, sødt, og klistret. Mandelflagerne, der er blevet ristet, giver en dejlig aroma og et lækkert bid sammen med perlesukkeret. Jeg tror ikke de har nogen lang tilværelse foran sig :-)





onsdag den 24. august 2011

KakaoCrumble med Syrlige Skovbær

Når den søde trang melder sig, går jeg på jagt i skuffer og skabe.. Denne gang har jeg lavet portionscrumbles i ramekinskåle.
De består af frosne Skovbær uden sukker, der giver en lækker syrlig kontrast til min havregrynscrumble med kakao, honning, hakkede valnødder og rapsolie. De bliver nok mere sprøde på smør.
De tager få minutter at bikse sammen og giver ikke ret meget opvask og så kan man jo nemt variere med revet marcipan, vanille, kanel, andre nødder, hakket chokolade og meget andet guf..
Jeg ville have elsket lidt kold øko-ymer, cremefraiche eller vanilleis til, men havde ingen af delene..



søndag den 21. august 2011

Majestætisk Mangolagkage Fester med Fløde-yoghurtFromage og Friske Jordbær



Stor kage til stor fødselsdag hos dejlige mennesker.. Nærmere beskrivelse følger senere, men under mine opskrifter findes i forvejen Biscuitbunde med kakao og flere slags fyld..
Der er lige suppleret med et kig ind i kagen..



torsdag den 18. august 2011

Brombær Biform af Hurtig Hindbærkage

For et par uger siden hjalp jeg kæresten, der skulle bruge en kage i forbindelse med noget foreningsarbejde.
Jeg bagte derfor en variant af min Hurtig Hindbærkage, denne gang med brombær.. Kombinationen af bær og lys kardemommekage fungerer bare godt, men hindbær er stadig bedst, synes jeg. Det er sandsynligvis fordi hindbærrene har mere syre, så andre syrlige bær er sikkert også gode..
Jeg tænker solbær måske og syrlige blommer og æbler er garanteret også godt.. æbler går selvfølgelig altid godt med kanel, så der kan man erstatte kardemommen med friskstødt kanel..

Vil helt sikkert ud og skaffe mig noget ordentlig ægte kanel i stedet for det skidt jeg har liggende.. efter inspiration fra blogger Sif og andre lækkermunde både off- og online :-)

Opskriften ligger under Hurtig Hindbærkage på min side Opskrifter .. Sjovt nok!


Smækre Sprøde Cokolade Cookies

Det er ikke ret ofte, jeg bager småkager og cookies, men jeg prøvede en opskrift for nylig, som nu er en af mine yndlings opskrifter.. Der er kakao, men ikke rigtig chokolade i, men man godt tilføje noget hakket eller smeltet chokolade.. ellers er de proppet med hakkede hasselnødder, havregryn og kokosmel.
De er store og sprøde og afhængigt af, hvor tykke man bager dem, bliver de dejligt seje i midten!

mandag den 15. august 2011

MadMuffins med Blandede Bær -forsøg2



Efter lidt justering af opskriften lykkedes det mig i sidste uge at lave en bedre version af mine morgenmadsmuffins.. eller mellemmåltidsmuffins eller det ligner-kage-men-så-bliver-du-skuffet muffins..


I hvert fald lægger jeg nu opskriften på min dertil indrettede side.. her!

tirsdag den 9. august 2011

MadMuffins med Blandede Bær



Her præsenteres et stykke bagværk, der er en slags klon mellem madbrød og muffins ud fra et princip om, at ingredienserne skal kunne indgå i en nogenlunde normal morgenmad, men smage lidt af hygge og kunne blandes i én skål.. så de består af kogte havregryn (altså havregrød), surmælksprodukt, æg, mel, bagepulver, lidt dansk honning, salt og frosne brom- og blåbær.


Indimellem må en chokoman spise andet end chokolade og kager. Efter weekendens kullinariske kageorgie hos Sif den selviscenesættende superbager, er det i hvert fald påkrævet med en lille kage pause.. jeg siger jo ikke, at det bliver en lang pause ;-)


Jeg har eksperimenteret og opskriften skal justeres, så den må I vente med at se på bloggen..

torsdag den 4. august 2011

ChokoladeCupcakes Klædt i Lakrids



Dagens kage til kaffen.. jeg får besøg af en skøn veninde, jeg ikke har set i mindst 700 år -mindst! Så i dagens glædelige anledning skal hun da forkæles med med lidt bagværk :)


Det er chokoladecupcakes efter samme opskrift som ChokoladeSupriseMuffins og de er pyntet med lakridssmørcreme med lakridspulver fra Johan Bülow og drysset med salmiakflager.. det kan virkelig anbefales!!


Her findes opskrifterne...

Søg i denne blog